Med Nissebanden i ballon til Grønland

< Hovedside DDAS	På isen med Nissebanden
		Af Toni og Kai Paamand - 2002 Nissebanden fløj til Grønland i ballonen "Danmark". Det har alle kunnet opleve, når fjernsynets DR 1 viser julekalenderen fra 1989. Det var som om spidserne på helikopterens rotorblade fejede sneen af klippekløftens sider, da Uummannaq-øens næsten hjerteformede fjeld dukkede op ret forude som en kæmpemæssig granitmur rejst i det sneklædte landskab. Vi tabte mælet, og før vi havde fået det igen, var helikopteren landet i Uummannaq Heliport: En sort asfaltbrik så stor som en tennisbane, og et læskur i HT størrelse som eneste bygning. Det var i starten af april 1989. Et år tidligere havde Danmarks Radio ringet til os hjemme i Græse og spurgt om "Det Danske Aerostatiske Selskab" kunne bistå DR-TV i forbindelse med nogle filmoptagelser af en ballonopstigning, en ballonfærd og en ballonlanding på Grønland. Optagelserne skulle bruges i den julekalenderserie som DR TV ville sende i december måned 1989. Til kaffe i Græse Vi inviterede produktionsholdet til Græse. Ved køkkenbordet blev vi præsenteret for ideoplægget til julekalenderen "Nissebanden i Grønland", der var en fortsættelse af den "Nissebande"-julekalender, som Danmarks Radio havde sendt fem år tidligere. Folkene fra Danmarks Radio mente nok, man havde råd til at lade os udføre den del af ballonoptagelserne, der skulle foregå i Danmark, men med hensyn til ballonoptagelserne på Grønland, var det planen at benytte sig af specialeffects og en radiostyret modelballon. Vi havde en sådan modelballon og lod det komme an på en prøve. Resultatet var ikke opmuntrende. Efter mere kaffe og snak frem og tilbage, sagde vi, at den optimale løsning måtte være, at vi, med ballon og udstyr, kom til Grønland og gennemførte ballonflyvningen on location på fjordisen omkring Uummannaq-øen. Det gav DR-folkene noget at tænke over. De tog hjem for at regne på, hvor dyrt det ville blive, mens vi for vores part regnede på, hvor billigt vi kunne gøre det. For oplevelsens skyld - muligheden for at komme til Grønland, stikke fingeren i isen og flyve med ballon under arktiske forhold - tilbød vi at komme til Grønland, hvis vi fik kost og logi under opholdet, og DR betalte fragtomkostningerne for ballon og udstyr - ca. 250 kg. samt flybilletter til os og vores søn Mickel. Sådan blev det. I efteråret 1988 gennemførte vi optagelserne i Danmark. De forløb uden vanskeligheder, og Mickel og hans klassekammerater fra Roskilde Lilleskole havde tilmed den oplevelse at medvirke i filmoptagelserne som ballonnisser.

"Høje" af begejstring
Nu stod vi der i Uummannaq Heliport, med udstyr, ballonhylstret og isen under fødderne, og blev modtaget af et hylekor af glammende slædehunde og dem fra filmholdet, der ikke var "på isen" den dag.
De kørte os til vores logi i det ene af de to huse, DR havde lejet til indkvarteringen af de 22 skuespillere, teknikere, fotografer m.fl., som på dette tidspunkt allerede havde haft flere arbejdsuger "på isen".
Ved 19-tiden om aftenen mødtes vi med hele holdet i den lokale afdeling af Grønlands Tekniske Organisations kantine; også dem, der den dag havde haft en lang arbejdsdag "på isen".
Vi var "høje" af begejstring. Rejsen var forløbet godt, naturen var overvældende og vi havde fået en hjertelig modtagelse. De, der havde været på "isen", fik lagt en dæmper på vores begejstring.
De synes ikke det var så enestående og vi fornemmede, at alle allerede var godt "slidte". Fjorten arbejdsdage, der både var lange og kolde, havde sat sine spor.
Man havde regnet med, at vi skulle bruge tre dage til at gøre udstyret klar og akklimatisere os, men det havde ingen hast. I får en uge til at øve jer, 1ød beskeden. Vi skulle først vise, hvad vi duede til om en uges tid. Og heldigvis for det.
Et er at flyve ballon i Danmark. Et andet er at gøre det i 20 graders kulde.

Problemer med gassen
Under normale forhold skal luften i ballonen varmes op til 80 grader, før der er opdrift nok til at lette. I 20 graders kulde letter ballonen, når luften i hylsteret er opvarmet til 40 grader. Der skal ikke rykkes ret meget i gashåndtaget.
Det er noget, man absolut skal vænne sig til. Der er heller ikke læ på isen, og der er ikke noget sted at gøre fortøjningen fast. Det var dog udfordringer, der var til at tage at føle på.
Gassen, vi skulle bruge til at varme luften op med, var et andet og langt alvorligere problem. I efteråret havde vi med fragtskib fået sejlet et batteri store gasflasker fyldt med flydende propangas op til Uummannaq. Denne gas skulle vi før hver flyvning fylde over i de mindre gasflasker, vi har med i ballonkurven.
Ved en fejltagelse var propangassen i vinterens 1øb blevet udleveret som køkkengas. Vi var derfor nød til at klare os med den mere tryksvage butangas, der ikke kan fordampe og skabe det tryk, der skal til, når det er frostvejr.

En syg ballon
Gode råd var dyre. Dels skulle vi sikre os, at butangassen ikke blev taget fra et udendørs lager, for så var det umuligt af få den ud af flaskerne, dels skulle vi udvikle et system, så vi kunne tilsætte gassen nitrogen, der ville øge trykket.
Nitrogenet havde vi, men vi manglede et reduktionsanlæg, så vi kunne blande butangassen med nitrogen. Denne operation var forudsætningen for, at vi overhovedet kunne bruge ballonens brænder, så vi kunne få ballonen til at lette.
Vi forhørte os på byens to mekaniske værksteder, men de meldte pas.
Vi henvendte os på sygehuset for at høre, om de på et af operationsstuens iltapparater havde et reduktionsanlæg, der kunne hjælpe os med vores "syge ballon".
Det havde man ikke, men man henviste os til elværkets driftsleder. Han var noget af en Ole Opfinder og havde efter sigende den største drejebænk på Grønland.
I løbet af 24 timer fremstillede han et reduktionsanlæg, som kunne sætte butangassen under tryk, godt nok kun det halve af det, vi helst flyver med.
Udover dette problem, var der andre udfordringer, som vi skulle finde løsninger på, mens vi ventede på, at det blev vores tur til at komme "på isen".
Der skulle skaffes en bil til transport af ballon og udstyr. Vi skulle have løst problemer med at konstruere brugbare fortøjninger, og så også at vænne os til at tage let på gashåndtaget.
Vi havde rigeligt at se til, og Mickel, der var 15 år og egentlig var med for oplevelsens skyld, måtte også trække i arbejdstøjet. Han sled som et bæst, sammen med sine forældre.

Slaget skulle slås
En uge efter ankomsten til Uummannaq søndag den 9. april 1989 skulle slaget slås. Vi skulle "på isen" og vise, hvad vi duede til. Det var dagen, hvor afslutningen på Nissebandens ballonfærd fra Danmark til Grønland skulle optages.
Ballonen skulle ved middagstid, hvor solen stod højst på himlen, dukke op bag et isbjerg med Nissebanden i ballonkurven, svæve ind over isen til landingsstedet, som var afmærket med et kryds.
Dette skulle rammes samtidig med at en hundeslæde kørte ind i billedet og frem til ballonkurven for at modtage Nissebanden. Formiddagen gik med forberedelser.
Masser af små prøveballoner blev sendt op for at få taget bestik af vindretningen og beregne flyvetiden, så vi var sikre på, at ballonen landede på isen, når solen stod der, hvor den skulle stå på himlen.
Og så blev det tid. "Klar til optagelse" 1ød det i megafonen. Så var det nu. Os i nissetøj med Nissebanden i ballonkurven, svæveturen op bag isbjerget ind over isen, hundeslæden dukkede op, og vi ramte krydset. Optagelsen kom i kassen i første "hug".

Hundeslagsmål
Det var pragtfuldt - bare pragtfuldt. Noget af det bedste vi har oplevet i vores tilværelse som ballonskippere. Vi fik skulderklap, kys og kram og synes nok også, vi havde grund til at være stolte.
Produceren dansede glædesdans med producenten, champagnepropperne sprang og i den almindelige jubel over at have sparet tre optagelsesdage opførte selskabet sig som skolebørn, der havde fået en uventet fridag.
Efterhånden var vi - stik imod alle sikkerhedsregler for færden i Grønland - alene på isen med vores grej, en slæde og en bil, som producenten dårlig nok kendte til at køre.
Mørket faldt hurtigt på, radioer og håndlygter gik ud for strøm, så da vi efter at have kørt fast et par gange imellem revner og isskosser omsider nåede "hjem", var det ikke blide ord, producenten havde til resten af selskabet.
Ekstraoptagelser måtte der alligevel til, selv om de kunne laves med ballonen liggende på isen. Det var jo ikke vores skyld, at slædehundene "klokkede i det", da de nåede frem til ballonen, 1øb over det væltede ballonhylster og lavede hundeslagsmål i ballonkurven, som for dem mindede alt for godt om hvalpetidens hundekurv.
Dagene efter var vi igen på isen. Foretog lange flyvninger med kamerafolkene ombord. De fik flotte billeder af snelandskaber, klippeøer, lodrette fjeldvægge, fantastiske lysspil i isbjerge. Det var mageløst.

Drømmeoplevelser
Samværet med holdet var også en oplevelse. Efter at vi selv havde været i ilden, begyndte vi at forstå, at filmarbejde er en verden for sig, i alle tilfælde i Grønland.
Dyb respekt for de hårdtarbejdende folk fra Danmarks Radio, lokale hjælpere og skuespillerne, der frøs og tålmodigt ventede på, at det blev deres tur. Fra kl. 8 til kl. 20 var ikke nogen ualmindelig arbejdsdag.
Da vi havde løst vores opgave, lå det i aftalen, at vi skulle passe os selv i en uge og rejse hjem sammen med filmholdet og skuespillerne.
Vi brugte tiden på at gøre studier i ballonflyvning i islandskaber. Vi var jo de første nogensinde, der prøvede at flyve ballon i Grønland.
Og bagtanken var, at vi en dag ville vende tilbage til Grønland og foretage en ballonflyvning over indlandsisen nord for polarcirklen, hvor sommersolen skinner alle døgnets 24 timer.
Vi tror på, at det er muligt, at solens stråler og ikke en gasflamme, kan holde luften i ballonhylsteret varmt nok til, at ballonen kan svæve over indlandsisen.
Den oplevelse har vi endnu til gode, men de drømmeoplevelser, vi fik, da vi var "på isen" med Nissebanden, vil vi genopleve sammen foran fjernsynet i december måned.

DDAS@paamand.dk

< Hovedside